Half-Life blev udgivet helt tilbage i 1999, og er altså 10 år gammelt på tidspunktet hvor jeg skriver denne artikel. Der er sket rigtig meget på de 10 år, blandt andet er der kommet et væld af lignende spil med lange detaljerede historier - samtidig med at grafik, AI og physics-engines er blevet markant bedre. Der er kommet en Half-Life 2, som indtil videre er splittet op i fire dele: Half-Life 2, Episode 1, Episode 2 og Episode 3 som vi stadig venter på, men der er alligevel ikke meget der slår det oprindelige Half-Life.
Måske derfor arbejder en gruppe mere eller mindre ihærdigt på en "genindspilning" af det oprindelige spil, med bedre grafik, flere detaljer, større baner, og måske lidt mere historie - projektet går kort og godt under navnet Black Mesa.
For dem der ikke kender spillet.
Historien
Half-Life er et First Person Shooter, hvor man indtager rollen som Gordon Freeman, en 27-årig gut med en ph.d. i fysik (hurtigt klaret må man sige). Gordon har fået arbejde på det halv-militære forskningscenter Black Mesa, og da spillet starter, har man allerede indtaget Gordons krop, og befinder sig i toget på vej til arbejde. Arbejdet denne dag består i at assistere ved et forsøg der skal udsætte et krystal for noget kraftigt partikelstråling (eller noget i den retning) - det går frygteligt galt, og man/Gordon får åbnet en portal til en anden verden, hvorfra alskens bæster myldrer ind i forskningscentret. Heldigvis er man iført en sikkerhedsdragt, så som en af de få, overlever man, og skal nu kæmpe sig ud af det underjordiske center, op til overfladen.
Der er ikke nogen mission, ikke noget mål om at redde verden - det gælder simpelthen om at komme væk fra det sammenstyrtende forskningscenter uden at blive slået i hjel af de mange sære aliens. Undervejs møder man enkelte andre overlevende, skræmte videnskabsmænd og bevæbnede vagter - de kan slå følge med en et stykke tid, og er behjælpelige med at åbne låste døre og med at nedkæmpe en enkelt alien eller to, men de klarer sig sjældent særlig længe, eller nægter simpelthen at følge med forbi et bestemt punkt. Man får udforsket dele af forskningscenteret som man aldrig nogensinde har haft adgang til, og opdager at det ikke er første gang der er blevet åbnet en portal - faktisk har centeret både forsket i at bygge portalerne, og forsket i de aliens der kommer igennem dem - ja, det viser sig endda at man har sendt forskere den anden vej gennem portalerne.
Black Mesa er et meget meget stort sted, og det er i overvældende grad inficeret af aliens. Der er ikke bare portaler alle vegne, portaler dukker også op i tide og utide og teleporterer flere væsener ind. Så det er ingen overraskelse at militæret på et tidspunkt rykker ind for at ordne paragrafferne. Det er til gengæld en enorm overraskelse at de ikke skelner mellem aliens og mennesker, men simpelthen udrydder alt liv. Derfor skal man pludselig også til at kæmpe mod toptrænede soldater med alskens militærisenkram - samtidig med at man skal undgå at blive slået ihjel af aliens. Heldigvis er soldater og aliens lige så meget ude efter hinanden, som efter Gordon Freeman.
Og heldigvis har soldaterne store arsenaler af våben, som man kan negle og bruge mod dem selv. På trods af sin nørdede uddannelse har Gordon ikke problemer med selv de mest avancerede våben, og overraskende nok formår han også at slæbe rundt på et utal af forskellige våben samtidig. Hans beskyttelsesdragt er yderst intelligent, og kan kobles til stort set alle våben, og overvåge deres ammunition, ligesom den også kan optankes med militærets forsyninger af morfin og andet godt. Naturligvis kan man også stjæle våben fra de soldater man har nedkæmpet - det sker nærmest helt af sig selv.
Til sidst får man dog en mission - en lille gruppe af overlevende forskere har besluttet sig for at sende en stærk mand gennem portalen til den fremmede verden, og udrydde truslen mod menneskeheden - det viser sig åbenbart at de fremmede væsener planlægger en endnu større invasion af jorden, og den skal nu stoppes. I kraft at Gordon har overlevet så længe, er han det ideelle valg til missionen.
Men ujævne mellemrum får man øje på en habitklædt herre på utilgængelige steder i forskningskomplekset. Han er ulastelig klædt, altid med sin attache-mappe, og retter altid lige på slipset før han drejer om på hælen og forsvinder. Han befinder sig ofte bag låste døre, og det er svært at afgøre om han gør tingene sværere for Gordon, eller om han hjælper, men det er helt sikkert at han er der, og han holder øje. Til sidst i spillet, efter at man har besejret den fremmede trussel, bliver man kontaktet direkte af denne mand. Han takker en for sin indsats, og tilbyder en et fast job - man kan takke nej og vælge døden i stedet, eller man kan takke ja og være klar til nye eventyr.
Det unikke ved Half-Life
Gordon Freeman siger aldrig et ord, han gør intet som helst af sig selv. Som spiller har man derfor 100% kontrol med ham, og bestemmer alt hvad han skal opleve og hvordan han skal reagere. Samtidig bevæger Gordon sig i ukendt terræn - han har aldrig modtaget hverken kamp- eller våbentræning, han kender ikke engang den bygning han prøver at flygte ud af. Han aner ikke hvem de fremmede væsener er, hvad de er eller hvad de kan, han ser bare resultaterne, ligesom os spillere. Det giver en hidtil uset grad af immersion - der er ikke nogen sej marinesoldat man skal identificere sig med, ikke nogle kvikke one-liners fra helten, ikke nogle videoklip af hvor flot det ser ud når han springer fra elevator til elevator, ikke nogle slow-motion eksplosioner, og slet ikke noget information om hvad der sker uden for hans synsfelt. Derfor oplever man ikke bare historien igennem Gordons øjne, man er simpelthen Gordon Freeman, man gør ham til sig, eller man gør ham til sig selv, sin avatar i cyberspace.
Historien bliver heller ikke fortalt i ord og billeder, men gennem oplevelser - Gordon finder vej gennem ventilationskanalerne og kommer op i et laboratorie hvor der tydeligvis er foregået dyreforsøg, og det er ikke almindelige dyr, men de fremmede væsener der ligger på dissektionsbordene og er vist på plancher og whiteboards. Han møder vagter og videnskabsfolk der fortæller ham at militæret heldigvis skulle ankomme, og han kravler ud af endnu en ventilationsskakt da han ser en videnskabsmand ivrig løbe soldaterne i møde, for at blive mejet ned af maskingeværild - sådan fortælles det at de ikke er venligtsindede. Fare illustreres som regel ved at "nogen" gør noget dumt, f.eks. løber nogle aliens ud foran en automatisk maskinkanon, og på den måde ser man at det er en usmart ting at gøre.
Der er ikke mange ting der minder én om at man spiller et computerspil - Gordon Freeman udstyres inden det skæbnesvangre eksperiment med en intelligent beskyttelsesdragt. En dragt med indbygget lygte, holdere til et væld af våben, headup-display der viser hvor meget energi dragten har lagret, og hvor meget "health" Gordon har, altså hvorvidt den er i stand til at beskytte ham mod skud, slag og fald. Når man bliver beskudt eller lignende, sørger dragten for at man får et skud morfin, så man er frisk til at kæmpe videre. Der er åbenbart ikke nogen grænse for hvor meget morfin Gordon kan tåle, så det giver en god "realistisk" forklaring på health-måleren.
Hvis man dør, så dør man. Der er ikke noget med et fast antal liv eller lignende, man dør simpelthen, helt og holdent. Men det er muligt at gemme spillet nårsomhelst, og man kan altid springe tilbage til et gemt spil, og fortsætte sit "gamle liv".
Hvorfor det er så fedt
Half-Life var et rigtig flot spil da det kom frem, lyden var fantastisk, stemmeskuespillerne var professionelle, og alligevel føles spillet ikke så meget som om man bliver fortalt en historie. Det gør man selvfølgelig, hele historien er konstrueret, der sker intet der ikke er udtænkt og planlagt af spildesignerne, men som spiller har man alligevel fornemmelsen af selv at have magt over tingene, over selv at træffe sine beslutninger.
Banerne er veldesignede, de føles som om de giver mening, og de føles forholdsvis realistiske, ikke som om de er skabt udelukkende for at give en fed spil-oplevelse. Og alligevel giver de en fed spil-oplevelse. Fjenderne er velbalancerede, der er ikke overvældende mange, og det føles ikke som om de bare spawner uendeligt, men som om der rent faktisk er et realistisk antal, som er udryddede når man er færdig med dem.
Der er ikke noget level-system, men det føles alligevel som om man gradvist lærer mere og mere om sine egne, og om andres evner. Man møder sværere og sværere modstandere, men har efterhånden også så god øvelse i at klare dem, at det passer fint. AI'en er ganske glimrende, soldater finder ud af at skjule sig for granater og lignende, og de opdager hurtigt hvor man gemmer sig.
Men noget af det bedste er altså de små sekvenser, de små ting der sker rundt omkring én, som for eksempel den førnævnte videnskabsmand der bliver skudt ned af soldaten - det at historien bliver fortalt så indirekte, det er virkelig virkelig fedt!
Hvad der ikke er så fedt igen
Spillet er meget lineært, der er som regel kun én måde at løse en bestemt opgave på, og hvis man ikke kan finde ud af hvad den er, så kommer man ikke videre. Det betyder også at fjender altid spawner på de samme steder, så hvis man dør og skal starte lidt tilbage, så ved man præcis hvad der vil ske hvornår - det er nogle gange lidt ærgerligt. Og det betyder især at spillet ikke er meget ved at spille anden eller tredje gang.
Antallet af forskellige våben er simpelthen for langt ude. Det er meget fedt at Gordon starter med ingenting, finder et koben, finder en pistol, får en shotgun, stjæler et maskingevær, etc. Men det bliver for latterligt at han har SÅ mange våben med sig. Når spillet er på sit allerhøjeste, har han:
- Koben
- 9mm pistol
- .357 revolver
- MP5 maskingevær
- 12 gauge shotgun
- Armbrøst med kikkertsigte
- Laser guided Rocket Launcher
- Tau Cannon - eksperimentelt våben
- Gluon Gun - eksperimentelt våben
- Hivehand - alien våben der skyder med "bier"
- Håndgranater
- Laser Tripmines
- Fjernudløste sprængladninger
- Snarks - små kødædende aliens der eksploderer efter noget tid i fri luft.
Der er overraskende meget ammunition til de forskellige våben, men mærkeligt nok finder man kun ganske lidt ammunition i de ellers store trækasser med alskens skrammel, der er parkeret overalt i centeret. Der er sjældent mere end en enkelt pakke patroner.
Health - jeg har lige skrevet hvor fedt det virker med dragten der giver morfin og sørger for at man har det godt. Men det er overraskende lidt der skal til - forskellen på at være døden nær eller på 100% health, synes ikke at være meget andet end at gå hen over en pakke med et rødt kors. Man kan endda gøre det midt i kampens hede. Det trækker en smule fra i realismen.
AI'en er nogle gange lidt sær - det er tydeligt at se at visse væsener bare står og venter på at man aktiverer en bestemt kontakt, eller går hen over et bestemt punkt på gulvet. De reagerer sjældent på hvad de burde kunne se. Men for det meste opfører den sig dog ret sejt.
3D Jumping puzzles - Gordon har ikke nogle fødder. Alligevel skal man af og til styre ham meget nøjagtigt, og få ham til at hoppe fra det høje punkt til det næste. Det kan være endog meget frustrerende, og leder som regel til at man quicksaver før hvert eneste spring.
Viden efter døden - nogle gange er man nødt til at kaste sig ud i den sikre død for at vide at der f.eks. er en bombe, en mine eller en kanon der skyder efter en, rundt om hjørnet. Når man så vender tilbage fra de døde, kan man tage højde for denne viden, og smide en granat rundt om hjørnet til den fjende man ved stadig vil være der. Der er heldigvis ikke mange af den slags, og man kan i øvrigt heller aldrig gøre noget der forhindrer at man kommer videre i spillet.
Efterfølgerne
Det første Half-Life blev hurtigt efterfulgt af Opposing Force og Blue Shift, hvor man har mulighed for at gennemleve det samme spil, ud fra hhv en af soldaternes og en af vagternes synspunkt. De giver ikke det store ekstra til spillets historie, men var da sådan nogenlunde underholdende at spille - mest fordi man fik mulighed for at genopleve scener fra det første spil, fra en anden vinkel.
I 2004 kom Half-Life 2 så langt om længe - det blev efterfulgt af Half-Life 2 Episode 1 og Half-Life 2 Episode 2, og der er efter sigende et Half-Life 2 Episode 3 undervejs, ligesom enkelte også taler om et Half-Life 3 - men det sidste er vist kun rygter.
Half-Life 2
Psychonauts
ICO