Psychonauts
Jeg hørte om Psychonauts allerede i slutningen af 2004 tror jeg - jeg var i gang med mit store flip hvor jeg gennemspillede alle de store klassikere, og jeg havde lige gennemført Grim Fandango, og var fuldstændig stunned - manner hvor var det spil bare fedt. I min iver efter at få mere af samme skuffe, researchede jeg løs på nettet, og måtte desværre konstatere at LucasArts nok aldrig ville lancere så fede spil mere. Men så blev jeg opmærksom på at manden bag Grim Fandango også var manden bag Day of the Tentacle (en af mændene i hvert fald) og Full Throttle, og at han havde startet sit eget firma der snart lancerede Psychonauts!
Jeg downloadede en tidlig demo, der ikke rigtig kunne køre på mit svage, svage grafikkort, og blev noget så umanerlig skuffet. Kikset grafik, mærkelig historie, tåbeligt 3D platform-spil, der intet havde tilfælles med de gamle klassikere. Slet slet ikke værd at bruge tid på, konkluderede jeg.
For noget tid siden snakkede jeg så om computerspil med Nicolai - det er jo sådan noget vi gør - og han talte vidt og bredt om Psychonauts. Det gamle sår sprang op, og jeg klagede min sag, men han blev ved med at tale varmt for det, så jeg lod mig overtale til prøve det endnu engang - og give det lidt mere tid, vente på at det kom rigtigt i gang.
Så jeg prøvede igen - og sad længe og var sur og skeptisk, indtil pludselig ... damn det er et fedt spil! Men det tager ganske rigtigt lidt tid om at komme i gang - eller i hvert fald lidt tid om at blive godt - men sådan er det jo med de fleste rigtig gode ting.
Historien
Psychonauts foregår tildels i en 'typisk' amerikansk summercamp for børn der har den særlige evne, at de kan trænge ind i andre menneskers psyke, og tildels inde i nogle af disse andre menneskers psykiske univers. Man spiller selv den coole dreng Raz (Rasputin) der er stukket af fra sin cirkusfamilie, for at snige sig ind og blive en del af sommerlejren, og mere eller mindre modvilligt går lejrens voksne med til at træne en til at bevæge sig rundt i det psykiske univers.
Det er et tredje-person spil, hvor man hele tiden kan se Raz, og høre hans kække kommentarer til omgivelserne. Nogle gange kan man selv bestemme hvad han skal sige, men for det meste kan man bare bestemme at han skal sige et eller andet. Spillet ligner lidt de typiske 3D platform spil, og der er meget med at løbe, hoppe og kravle rundt i labyrinter og på klatrestativer.
Som noget af det første i spillet skal man trænge ind i psyken hos den gamle træner og eks-militærmand, Coach Oleander - han har indrettet sit indre univers som en militær træningsbane i bedste bootcamp-stil, og her lærer man lidt om at bevæge sig, og lidt om de ting man kan støde på i de forskellige psyker. Der er for eksempel 'figments (of my imagination)' som man kan samle op for at få point. Og spillet fangede i den grad mit hjerte da jeg/Raz stødte på en grædende kuffert inde i Oleander - ja, en typisk tegneseriekuffert med øjne og mund, der stod og flæbede så tårene trillede ... jeg undrede mig, og Coach'en kommenterede: "What are you looking at? Everybody's got some emotional baggage you know!" Man skal så finde baggagemærker (tags) til de grædende kufferter, og når man forener en kuffert med sit tag, bliver den som en glad hund, og hopper og springer leende rundt - i sandhed noget emotionel baggage.
Man støder også på mentale spindelvæv der skal støvsuges væk, og pengeskabe der skal brydes op, så de undertrykte minder kan komme for dagen. Men det var den grædende kuffert der ramte mig mest - det gav den første antydning af spillets fantastiske humor.
Efter den militære træningsbane får man også mulighed for at trænge ind i to andre træneres hovedet - den übercoole Sasha Nein der lærer en om psychic blasts og om nedkæmpelse af censorer der forsøger at fjerne fremmede 'tanker' i psyken, og den tjekkede partygirl Milla Vodello, der lærer en alt om at hoppe, springe og svæve i sin danceclub inspirerede psyke.
Imellem alt dette kan man også begive sig rundt i sommerlejren og snakke med de andre børn - møde den søde pige, der vist er lidt hemmeligt forelsket i en, den onde bully der tæver løs på en, den forvirrede dreng der altid er uheldig med at sprænge egern i luften, og alle de andre sære typer. Man møder den gamle grundlægger af lejren, samler pilespidser som man kan købe udstyr for, hører om stedets historie og ikke mindst hører man legenderne om det frygtelige uhyre ude i søen!
På et tidspunkt hører træningsmissionerne op, og man bliver stillet overfor en rigtig opgave, der blandt andet indebærer at trænge ind i hovederne på en hel række psykisk ustabile mennesker, og hjælpe dem med at løse deres problemer. For mig er det helt klart den mest fascinerende del af spillet - for de verdener er godt nok anderledes, så har man ikke sagt for meget.
Anmeldelse
Det fantastiske ved spillet er dets humor, den ret rammende beskrivelse af hvordan der kunne se ud inde i hovedet på nogle af os, og den superhyggelige atmosfære der er i sommerlejren (indtil katastrofen indtræder). Det irriterende ved spillet er de mange jumping-puzzles, hvor man på tid, under pres, og til noget til tider ret irriterende musik, skal hoppe præcist fra platform til platform, og hvor et forkert hop enten fører til at man skal starte forfra, eller at man 'dør' (man dør aldrig helt, man ryger bare ud af den mentale verden, og skal starte endnu længere forfra). Faktisk er jeg ved at tvivle på om jeg i det hele taget kan gennemføre det, for i en af de sidste runder skal man på tid hoppe rundt mellem nogle meget indviklede platforme, imens folk kaster knive efter en, og man skal høre på en jamrende unge, og noget forfærdeligt cirkusmusik ... lidt for stressende synes jeg. Og når man i en bane konstant dør fordi man tager et forkert skridt, men så pludselig skal kaste sig ud over en kant, for at lande på et uset stykke land - det provokerer mig ret så meget.
Man kan godt gemme sit spil - men det er ikke den quick-save vi for eksempel kender fra Half-Life - man kommer altid tilbage til starten, eller i det mindste et checkpoint i en bane - og der er desværre ikke ret mange checkpoints i de forfærdelige jumping puzzles. Så spillet bliver til tider lidt enerverende.
Og af lige præcis den grund har jeg ikke fået gennemført spillet - og nu er det afinstalleret. Jeg blev simpelthen så frustreret over en af de sidste baner, hvor jeg konstant måtte starte forfra, for igen at falde ned, hoppe ved siden af noget, støde ind i forhindringer, hoppe lidt for sent eller lidt for tidligt, og så videre og så videre ... ikke sjovt ...
Men det skal alligevel prøves - om ikke andet så på grund af historien - de fantastiske små sekvenser man oplever inde i de forskellige psyker, og så for at opleve et spil der er ret så markant anderledes ...
Half-Life
Half-Life 2
ICO