Jeg elsker film!
Alle mennesker kan lide at se film, mange kan lide at snakke om film, og nogle få kan lide at lave film. De fleste begrænser sig blot til film de kan lide ... det lyder som en banalitet, men man er altså ikke filmelsker bare fordi man godt kan lide at se de film man godt kan lide at se! Man skal også holde af at se dårlige film, kunne se film i genrer man aldrig har hørt om, se en film udelukkende for dens brug af bestemte teknikker, jage land og rige rundt efter lige præcis den rigtige dvd-genudgivelse af en klassiker, blive dybt forarget når tv-kanalerne klipper toppen, bunden, siderne, plottet og slutningen ud af film for at passe dem ind i deres program, og blive helt og aldeles fortabt i biografens mørke, uanset stanken af popcorn, sms'ende teenagere, og snorkende partnere!
Jeg har altid gerne villet lave film selv - jeg er dybt fascineret af de fleste aspekter af filmproduktion, og synes at filmen på en måde er den højeste kunstart, fordi den forener alle de andre. Der skal skrives et manuskript, der skal tegnes nogle storyboards, der skal designes et look, der skal bygges scenografi, der skal sys kostumer, der skal trænes skuespillere, der skal bygges avanceret teknologi, der skal skrives og spilles musik, der skal laves lydeffekter ... alle er med.
Der findes massevis af dårlige film - men de er dårlige af mange forskellige årsager. Nogle har en tynd historie, nogle har alt for mange klicheer, nogle er dårligt instrueret, nogle har dårlige skuespillere, nogle har dårlig scenografi, nogle er dårligt klippet. Nogle gange skyldes dårligheden manglende erfaring, manglende økonomi, manglende vilje, eller simpelthen manglende evne til at se at det kunne gøres bedre. Og det kan selvfølgelig altid gøres bedre - jeg tror aldrig jeg har set en film som man ikke ville kunne forbedre på en eller anden måde, men jeg er sjældent i stand til at pege præcist på hvad man kunne gøre, og derfor er jeg som regel begejstret så længe jeg bare er blevet underholdt i de par timer filmen varer.
For mig er popcorn en væsentlig del af filmoplevelsen! Jeg synes det er noget unødvendigt snobberi når folk taler om de popcorns-stinkende biografer, og det er sjovt nok både dem der nyder de smalleste europæiske film i Grand, og dem der nyder de bredeste amerikanske actionbrag hjemme på dvd'en, der formår at brokke sig over popcorn i biograferne. Jeg er da overbevist om at man kan se film uden popcorn, men jeg forstår ikke hvorfor man ligefrem skulle fravælge dem. Men det er måske også derfor det altid ender med at koste mig meget mere at være i biografen, end jeg forventede.


Free Rainer
Into the Wild
Grizzly Man


