![]() |
Some guys have all the luck |
|
| En film lavet på VUC i oktober 2002 |
Directors commentary...
Du kan læse disse kommentarer til de enkelte scener, enten i takt med at du ser filmen, eller før du ser den, så du ved hvad du skal kigge efter.
| tid | - | kommentar |
| 0:10 | Disse romantiske optagelser af søen og ænderne er taget ved Degnemosen i Vanløse en meget tidlig mandag morgen. | |
| 0:35 | Bemærk det smukke 'swung' i musikken, samtidig med tiltningen
fra den blå himmel ned til rønnebærtræet... Det bliver virkelig en smuk film, det her. |
|
| 0:46 | Her ligger jeg så - sådan ser jeg altid ud. Smuk !
Ikke ? Vi lavede optagelsen ved at stille kameraet på en dolly (et nedrevet tv-bord) og køre det parallelt med sofaen, samtidig med at vi panorerede. Det krævede to grips der kravlede rundt på gulvet og forsøgte at få den lette dolly til at undgå at bumpe på gulvbrædderne, samtidig med at kamerakvinden skulle sørge for at holde mit ansigt samme sted i billedet. Det tog en 5-6 takes, så havde vi den... Jeg må sige at det giver en dejlig blid, rullende indføring i filmen. |
|
| 0:54 | For dem der VIL finde fejl - bemærk papkassen på bordet ved vinduet i øverste venstre hjørne af billedet. | |
| 1:04 | Alle kender sikkert det, at motorplæneklipperen SKAL ud, lige den dag man havde tænkt sig at ligge længe og sove i fred og ro. | |
| 1:11 | Og lige et closeup af plæneklipperen for at vise hvor meget den virkelig larmer. | |
| 1:16 | Bemærk det 'grimme' klip der er her. Vi ser Anders sætte
sig op forfra, og kameraet hopper så hen, så vi ser
ham rejse sig fra sofaen, fra siden. Det var oprindelig tanken at vi ville have haft lidt sløret optagelse fra hans synspunkt imellem de to klip, men det virkede bare ikke - vi kunne ikke bare lige vende kameraet 180 grader. Så vi endte med det lidt hoppende klip - men jeg synes alligevel at vi har ramt bevægelsen godt, så man bemærker det næsten ikke. |
|
| 1:18 | Der er iøvrigt en lille fejl, se papirerne der ligger på højre hjørne af sofabordet ! Det er storyboardet - vi havde lige diskuteret kameravinkler. | |
| 1:20 | Et nærbillede, så vi viser hvor ondt det egentlig
gør. Det gjorde det nu ikke - jeg klarede mig uden stunt-double. Og her er storyboardet væk. |
|
| 1:22 | Og vi når lige at se papirerne en gang til. | |
| 1:24 | Toilet-scenen var oprindelig tænkt til at være meget
lang, det var vældig sjovt at filme at han stod og tissede
uafbrudt i 40 sekunder, men det endte med at blive dødsygt
at se på. Så vi klippede badeanden ind, og scenen mistede
en stor del af sin mening. Det er iøvrigt håndholdt kamera - der var ikke plads til stativet i den vinkel. Se hvor roligt det bliver holdt. Det værste ved den scene er at der er kommet en summe-lyd med på optagelsen. Det er vistnok en computer der står lige ved siden af kameraet. |
|
| 1:52 | En klassiker ! Man SKAL køle hovedet med den kolde cola. | |
| 2:00 | I closeuppet ser man at jeg har plaster på min finger -
det forsvinder senere, men det kunne teoretisk være i badescenen
(der kommer senere). Det er iøvrigt en af de første danske pant-cola-dåser man kunne købe ! |
|
| 2:10 | Det kunne næsten ligne en reklame for cola. Faktisk forstår jeg ikke at de aldrig har lavet en reklame for hvor godt det er med en cola dagen efter... | |
| 2:20 | Ja, der er lagt en smule ekko på bøvsen. Det her er iøvrigt anden take. Første take gik galt fordi kameraholdet kom til at grine så voldsomt at kameraet blev rystet. |
|
| 2:23 | Bemærk hvor meget det egentlig larmer da han sætter
den tomme dåse på bordet. Der er brugt ekko og reverb - men publikum griner ofte så meget over bøvsen, at de ikke når at høre det. Men det er den lyd, der minder ham om at han har hovedpine. |
|
| 2:36 | Når man har meget ondt i hovedet, skal man bruge mange hovedpine piller... | |
| 2:39 | Og nej, jeg sluger dem ikke. Der er ingen piller i min hånd i klippet her. The magic of the movies. | |
| 2:45 | Denne scene med ølflaskerne der væltede tog vi om
3-4 gange, og endte alligevel med at bruge den første. Det var lidt svært at spille omtumlet, og vælte flaskerne uden at styre imod dem, samtidig med at man skulle skynde sig til telefonen. Kameraet ligger på gulvet, med en enkelt bog under forenden, for at vippe det en smule op. Ølflaskerne er de samme som står inde på sofabordet, så vi måtte markere hvor de stod, og flytte dem tilbage på de nøjagtige pladser. |
|
| 2:57 | Se ! Nu står der en telefon hvor der før var en papkasse. Det er iøvrigt en moderne elektronisk telefon, og ikke en der ringer på denne måde. | |
| 3:04 | Manuskriptet er klistret fast på bagsiden af stolen, så
jeg kan huske hvad jeg skal sige. I et af de andre takes, kom jeg
til at støde ind i stolen, så den drejede, og manuskriptet
kunne ses på kameraet. Det var ellers en perfekt gennemspillet
scene... suk... Men 'John' var iøvrigt slet ikke med på holdet under denne optagelse, så telefonsamtalen blev lavet ved at jeg sagde mine replikker, og en fra kameraholdet sagde Johns. Det havde selvfølgelig den ulempe at hendes oplæsning af Johns replikker kom med på optagelsen, endda særdeles højlydt, så der er klippet meget i lyden i denne telefonsamtale. Det er dog lykkedes rimeligt godt - og Johns tale er kørt igennem en Equalizer, der skruer op for 1000Hz området, og ned for alt andet. Det samme med Anders, når vi ser John. |
|
| 3:10 | Johns del af samtalen var lidt sværere. Det skulle være
en kontrast til Anders, der skulle være noget der viste at
han var mere frisk, så vi lod ham gå en tur i det dejlige
vejr. Det resulterede selvfølgelig i cyklister der kom ind midt i optagelsen, tog der kørte larmende forbi, og en masse trafikstøj i baggrunden. Optagelsen er gjort med håndholdt kamera, hvor kameramanden gik baglæns, med en 'grip' gående bag ham, for at sikre at han ikke gik ind i træer eller faldt over huller i vejen. Foran John gik der er suffløse, der gav ham hans replikker. Det gav det problem at timingen med hvad Anders sagde ikke altid passede, så der ville blive nogle lange stille perioder. Derfor ser vi så lidt af John. |
|
| 3:13 | Og her kan vi høre, når Anders taler forsvinder trafikstøj, lyden af skridtene og alt det andet - fordi vi var nødt til at fjerne lyden af suffløsen. | |
| 3:25 | Og bemærk lige beskæringen af dette billede. Den forvirrede,
fortumlede Anders med telefonen, og den måske ligeså
hærgede udseende Einstein hængende bedrøvet over
ham. Det var ikke engang planlagt - det skete bare. En anden detalje er at Anders er meget blå. Han har en blå skjorte, der er blå vægge, blåt lys, og han er nærmest blå i hovedet. En lidt syg og kold farvesammensætning. Mens John er grøn og rød og orange. Masser af jordfarver, sund natur, og meget kontrastrigt til Anders. |
|
| 3:35 | Hvis man kigger meget nøje på Anders ur, kan man se at klokken er noget helt andet end den burde være. | |
| 3:38 | Her har jeg forsøgt at lægge en lyd af et skridt ind i baggrunden af Anders stemme i telefonen. Det virker lidt bedre end før, men lyder stadig underligt ved gentagne genhøringen. | |
| 3:51 | Musikken er iøvrigt fra Fight Club - det er den melodi der spilles i den scene hvor Norton finder ud af hvem Tyler i virkeligheden er. | |
| 3:54 | De blinkende piger er tilfældige ansigter fra internettet
- men Meg Ryan og Nikki Cox er iblandt dem. Hende der ligner Lara
Croft er Petra Verkaik, og ikke Angelina Jolie. Effekten er iøvrigt lavet 'forholdsvist' enkelt. Billederne har alle fået fjernet baggrundsfarven, så de er gennemsigtige, og så er de lagt ind i et overliggende videospor, og stadig halvgennemsigtige, så de ikke dækker Anders fuldstændig. Hver pige vises i 2 frames. Tanken er at de skal symbolisere hvor svært han egentlig har det med at huske hvem han mødte i nattens løb, og jeg synes at det er klaret meget godt. |
|
| 4:04 | Det er Grenadine der bliver hældt over isterningerne her. Meningen var at der skulle indsættes nogle optagelser fra diverse barer, men det var ikke sådan lige at få sat i værk, så jeg lavede nogle forsøg med forskellige drinks herhjemme. Det er tvingende nødvendigt med en eller anden ting her, for de to optagelser af at han lægger telefonen på og går hen til døren er taget fra lidt forskellige vinkler. |
|
| 4:20 | Her har vi igen brugt dolly'en. Det var ikke den oprindelige tanke, men noget kamerakvinden kom på - og det giver en meget meget bedre effekt end blot at have to forskellige optagelser. Man mærker virkelig hvordan verden kommer ind, der sker en overgang fra den indelukkede lejlighed til den åbne verden udenfor. | |
| 4:25 | Denne slørede optagelse var i virkeligheden meget længere, helt fra han gik ud på altanen, hen til kanten, kiggede ud over, og stirrede ned på græsset. | |
| 4:28 | Den skulle så have været direkte efterfulgt af et lidt længere styrt end dette, men det endte med at ligne et dårligt forsøg på at vise at han faldt ud over altanen, så vi droppede det, men indsatte det så alligevel i en stærkt forkortet udgave. Og den virker egentlig ret godt. Folk ser en smule sløret, og tænker sig til resten. | |
| 4:31 |
Selvfølgelig skal telefonen ringe igen, lige når
man har sat sig ned. |
|
| 4:49 | Her er en meget blød overgang fra Anders i hårdt
blåt modlys, til Gitte i det varmeste, blødeste rød/orange
lys. Det er naturligt sollys, men det var noget af en opgave at
finde den rigtige vinkel, det lykkedes endelig at finde et sted
at optage scenen. VUC forstanderens kontor havde lige det rigtige
lysindfald. Gittes røde læber er nysminkede og hun brugte vist endda whitener-tandpasta for at tænderne skulle se ekstra hvide ud. Uanset hvad, så får vi et billede af en ufattelig varm, rar og sexet kvinde... |
|
| 4:53 | og vi klipper hårdt og brutalt tilbage til Anders i det skarpe kontrastfyldte lys. Han er hverken sexet eller noget. | |
| 4:58 | Den anden overgang til Gitte er lidt kortere end den første,
men stadig blød. Vi ser iøvrigt kun hendes mund, da det er det eneste Anders umiddelbart er i stand til at forestille sig. Han kan ikke huske hvordan hun ser ud - men hun lyder i det mindste således. |
|
| 5:10 | En lidt mindre hård overgang til Anders, nemlig en wipe.
Det er fordi vinkel er ændret, og vi vil have folk til at
bemærke uret oppe i venstre hjørne. Wipen tiltrækker
øjet, og man følger automatisk dens bevægelse
- så man ser at klokken er 15. Første gang vi lavede denne optagelse, tænkte vi ikke på at bruge uret. Det var der bare, og klokken var noget helt andet. "Måske lægger folk ikke mærke til det", tænkte vi, indtil vi så optagelsen igennem... Heldigvis, og det lykkedes os at udnytte det vi troede ville blive et problem. |
|
| 5:19 | Han tager lige røret op igen, for at sikre sig at han ikke bare drømte det hele. | |
| 5:24 | og kigger på armbåndsuret, selv om der hænger det enorme ur på væggen. | |
| 5:28 | Han smider slipset imens han løber. Som om det ikke var
nok, har vi filmet scenen skråt nedefra, for at skabe ekstra
drama. Musikken er iøvrigt fra Mission Impossible, som jo er ekstremt symbolsk i denne sammenhæng. |
|
| 5:30 | Den oprindelige badescene bestod kun i at man så Anders
stå og fægte med barberskum og tandbørste, og
derefter barberede han sig samtidig med at han børstede tænder. Det var der ikke særlig meget action i, så vi indsatte skjorten der bliver smidt på toilettet, vandet der bliver åbnet (senere lukket), og closeup af at han smører barberskummet i ansigtet. Senere tog vi også et closeup af tandbørsten, for at skabe symmetri. På billedet af fødderne i vandet, skulle man egentlig have set nogle shampoo klatter falde ned - men shampooen skummede ikke rigtigt, og der faldt blot nogle hvide slimede klatter ned på den ene fod - det lignede noget lidt andet, såå... |
|
| 5:56 | Det tager selvfølgelig 58 sekunder for uret at skifte, når man skal filme at minut-tallet ændres. Så det var en meget frustrerende scene at optage. | |
| 6:00 | Dampen kommer fra en kogekande, der bliver holdt lige under kameraet. Den giver egentlig en meget god fornemmelse synes jeg. | |
| 6:05 | Faktisk var jeg kommet til at slå auto-fokus til under optagelsen af denne scene, men det gav en fed effekt at fokus først kommer når han er henne ved sofaen - så den beholdt vi. | |
| 6:07 | Og bemærk lige hvordan musikken passer sammen med bevægelsen
- det kom vi til at bruge rigtig rigtig lang tid på under
klipningen. Alle disse klip er iøvrigt speedet op fordi jeg bevæger mig uendelig langsomt. Jeg er i nær familie med dovendyrene. |
|
| 6:14 | Og ja - det er Jamie Olivers bog han læser. Han havde jo pralt overfor Gitte med at han var ligeså god til at lave mad. | |
| 6:17 | Igen et lidt hårdt klip hvor han rejser sig fra sofaen, men på grund af bevægelsen synes jeg at vi slipper fra det. | |
| 6:25 | Turen op og ned af trapperne er faktisk filmet ud i et - men det virkede lidt tamt, så vi tilførte en wipe, som egentlig skulle have været en 3D rotation af billedet. Det giver en bedre action-fornemmelse. | |
| 6:28 | Læg iøvrigt mærke til poserne, her: en Fakta i venstre hånd og en Kvickly i højre. | |
| 6:32 | Han kommer ind af døren, og nu er både Kvickly og Fakta i højre hånd, mens der er dukket en Lego-pose op i venstre. Der er også en Føtex og en Netto pose i venstre hånd - men de er ikke så tydelige. | |
| 6:34 | Fra entreen og ud i køkkenet er Kvickly posen stadig i højre hånd, men den deler nu plads med Netto og Lego. Føtex og Fakta er forvist til venstre hånd. | |
| 6:45 | Men vi huskede cola-dåsen fra morgen-maden ! | |
| 6:50 | Hvis man ser godt efter når han åbner døren, når man lige at se mit diskrete navneskilt. En mand der hedder Anders, har navnet Peter stående på sin dør... hmmm... | |
| 6:58 | Frisør-scenen var lidt af en udfordring. Vi havde kun en ganske almindelig frisør aftale og var ovenikøbet sent på den, så vi måtte filme alt hvad vi kunne, bare huske på at få nogle billeder med af hår der faldt ned foran kameraet (vi samlede nogle totter op og lod dem falde igen), nærbilleder, spejlbilleder og så videre. Vi har masser af film hvor kameraholdet kommer til syne i spejlet - men resultatet er blevet kanongodt. | |
| 7:42 | Og her genbruger vi fade til hvid ideen fra overgangen mellem badescenen og Jamie Oliver læsningen - men hvad pokker - det virker stadig godt. | |
| 7:48 | Det er Lottes ryg der går væk fra kameraet. Hun måtte
stå på tæer for at dække billedet helt. Den snedige beskæring med vægtstangen der kommer op i billedet er iøvrigt valgt fordi vi kunne ikke komme til fra den anden side, og længere til højre var der ikke mere spejl, men en grim væg, og længere til venstre dækkede en stolpe hele udsynet. |
|
| 7:54 | Jeg har 2.5kg på hver side af stangen. Stangen i sig selv
vejer vist 10 eller 15 kg. Det var ikke så tungt igen, selv
for en slapsvans som mig, men det blev hårdere og hårdere
efterhånden som vi skulle have flere og flere takes. Mine anstrengelser på filmen er dog udelukkende skuespil. |
|
| 7:58 | Jeg sveder lidt - vi har sprøjtet vand på t-shirten, men det virker ikke særlig overbevisende. Så hvis andre vil gøre det samme, vil vi foreslå en grå t-shirt - der er det meget nemmere at se. | |
| 8:06 | "Du skal se anstrengt ud - puste tungt, vise det hvide i øjnene, samle albuerne når du bøjer dig frem" - det er ikke nemt at være skuespiller. | |
| 8:18 |
Denne lidt vilde kameraføring var lige ved ikke at lykkedes.
Kameraet står på et stativ og zoomer langsomt ud,
samtidig med at det tiltes ned, og panorerer en smule for at dreje
sig i den rigtige vinkel. Scenen blev taget om ret mange gange,
ofte pga irritation over motorzoom, andre gange fordi skuespilleren
(jeg) åbnede døren for tidligt eller for sent, og
nogle gange fordi vinden blæste døren op. |
|
| 8:38 | Hvordan skulle overgangen fra solcenteret til lejligheden laves ? Vi blev enige om en wipe fra højre mod venstre, men det gav indtrykket af at Anders bor i solcenteret - mens den modsatte retning gav mere indtryk af at der var gået noget tid. | |
| 8:45 | Det er igen Mission Impossible der spiller - men denne gang i lidt mere dæmpet udgave. | |
| 8:56 | Oprydnings-scenen. Jaja, der skal jo være en highspeed scene
i en dansk komedie-film. Vi undlod dog stumfilms-musikken, og jeg
synes egentlig at hastigheden passer ret godt. Det var iøvrigt pigerne der måtte koreografere scenen - jeg selv ville have taget en ting ud af rummet ad gangen. Mænd kan ikke finde ud af at rydde op. |
|
| 9:06 | Det er Jensens Whiskysovs der koger her. Bemærk iøvrigt at der ligger nogle madrester på komfuret nede i venstre hjørne. | |
| 9:08 | Når vi ser gasblusset er madresterne pludselig væk. Det ironiske er at optagelserne er lavet fortløbende, det så bare for ulækkert ud med madresterne så tæt på, så komfuret blev gjort rent - uden at filme den første vinkel om, selvfølgelig. | |
| Hvis man er interesseret i fejl, kan man skrue op for lyset på sin skærm, og se en genspejling af kamera og kameramand i den sorte gryde. Kameramanden har en lang tynd arm ude i højre side, der justerer på blusset, for at få ilden til at flimre lidt. | ||
| Hele denne mad-sekvens er sat ind for at vise at der går lidt tid, som vor helt bruger på at skifte tøj. | ||
| 9:12 | Bemærk det nydelige match-cut med manchet-knappen. | |
| 9:20 | Her skulle jeg gå ret langsomt, så kameraet kunne følge med. Desværre gik jeg lidt for langsomt, så scenen er speedet op. | |
| 9:27 | Det tager meget lang tid fra en vinflaske er åbnet, til man kan løfte den op og hælde vin fra den. Ihvertfald når man ser det på film. Så lyden af proppen er flyttet lidt, så den kommer senere. | |
| 9:41 | Her er et kontinuitetsklip som jeg er meget stolt af - bemærk tændstikkens bevægelse fra nærbilledet til halvtotalen. | |
| 9:58 | Og titlen på CD'en er "Score-hits". Det er tydeligvis
en cd Anders selv har brændt, skulle han være heldig. Musiksporet er lagt ind bagefter, så det præcis passer med at cd'en starter. Under optagelsen blev der blot skruet helt ned for lyden, så man ikke kunne høre eventuel musik. |
|
| 10:08 | Mørket er kommet lidt pludseligt må man sige. Hele denne sekvens er filmet samme dag, og det var blændende solskin. Vinduet er derfor dækket til med sort plast, og kigger man godt efter, kan man se et lille hul nederst i højre hjørne, lige over fyrfadslyset, hvor der kommer dagslys ind. |
|
| 10:24 | Stearin-lysene som der fades til, blev først optaget en dag inde i klippefasen - vi opdagede pludselig at der manglede noget imellem scenerne, og det brændende lys virkede som en enkel løsning. Det giver scenen meget mere stemning, og jeg ville ønske at jeg kunne sige at det var sådan vi hele tiden havde planlagt det. | |
| 10:27 | Her drikker han igen af rødvinen - faktisk er det første take af den foregående indstilling, men Anders så for bekymret ud, for depri, og lignede ikke en, der glædede sig til sin date. Men når man sætter det ind her bagefter det vellykkede take, så virker det som om hans nervøsitet stiger en anelse. | |
| 10:43 | Det her er faktisk ikke den samme skuespillerinde som var Gittes
mund - det er vel hvad man kalder en body-double. Bemærk at musikken er dæmpet en smule, som om den kunne komme fra lejligheden højere oppe. |
|
| 10:55 | Og publikum skulle meget gerne genkende trapperne fra indkøbs-scenen... Nu ved vi at hun er 'lige på trapperne' så at sige. | |
| 11:04 | Måske kan man - hvis man ser rigtig godt efter, se at døren faktisk er åben her. Der er en dørkarm lige ved siden af ringeklokken - men det var den bedste vinkel at filme fra, og hvem lægger iøvrigt også mærke til den slags. | |
| 11:08 | Vi dæmper musikken, så det er tydeligt at det ikke
er den der overdøver ringeklokken. Samtidig viser vi Anders, imens der ringes på - den er god nok, det er hos ham. |
|
| 11:20 | En meget langsom og forsigtig motor-zoom, gjort endnu langsommere
på computeren. Fokus er ud-justeret manuelt. På et tidspunkt skifter billedet til et still-billede, men da er det allerede begyndt at fade til sort, så det opdager man ikke sådan lige uden videre. |
|
| 12:40 | Bemærk at ringeklokken stadig ringer ! Hun opgiver aldrig helt at vække ham - så MÅSKE ! Måske kommer der en 2'er.. |
Tak fordi I gad læse mine kommentarer - jeg håber at I har fået ligeså meget ud af det, som jeg har af at lave dem.
13.november 2002
Peter Lind



Free Rainer
Into the Wild
Grizzly Man


